Spot type 1-diabetes

Type 1-diabetes er en autoimmun sygdom. Det betyder, at kroppens immunforsvar angriber og ødelægger sine egne celler – i dette tilfælde de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen. Bugspytkirtlen kan nu ikke længere selv producere insulin – og således skal kroppen livslangt tilføres insulin udefra.

Insulin er et hormon, som er nødvendigt for at kroppens celler kan optage sukker (glukose) = energi fra den mad, vi spiser.

Type 1-diabetes kan opstå i alle aldre, men halv­delen får diagnosen, før de fylder 30 år.

Man kender ikke den præcise grund til, at nogle får type 1-diabetes, men årsagen skyldes højst sand­synlig et samspil mellem genetik og miljø­faktorer.

Symptomerne kan udvikle sig hurtigt og kræver akut behandling. Har man først fået type 1-diabetes, skal man tage insulin resten af livet.

Diabetes er en livslang diagnose med betydelige konsekvenser. Korrekt diagnose er derfor af afgørende betydning.

Diagnosen type 1-diabetes stilles ved at måle indholdet af sukker i blodet. Der vil ofte være tydelige symptomer, når diagnosen stilles.

Diagnosen type 1-diabetes mistænkes typisk på baggrund af højt blodsukker (over 11 mmol/L) og kliniske symptomer på højt blodsukker (hyperglykæmi), oftest hos en yngre patient. Diagnosen bekræftes ved måling af et langtidsblodukker, altså HbA1c, på over eller lig med 48 mmol/mol.

HbA1c – langtidsblodsukker 
HbA1c kaldes også glykeret hæmoglobin, gennemsnitsblodsukker eller langtidsprøve. Denne værdi afspejler glukosekoncentrationen i blodet, over de sidste to til tre måneder, men giver ikke et billede af hvordan blodsukkeren varierer i det daglige.

HbA1c angives internationalt i mmol/mol. Den gamle værdi i % angives stadig nogle steder sammen med den nye værdi. Nogle laboratorier oplyser desuden middelblodsukker (eAG [mmol/l]). Denne værdi kan sammenholdes direkte med målinger på blodsukkerapparat.
Ved tvivl om diabetesklassifikation kan der måles P-C-peptid og auto-antistoffer (GAD-65).

Ved type 1-diabetes er bugspyt­kirtlen ikke i stand til at producere det livsvigtige hormon insulin. Derfor består den primære behandling i at tage insulin.

Det primære formål med insulin­behand­lingen er at sikre, at kroppens celler kan optage sukkeret og at undgå, at blodsukkeret bliver for højt. Det sker i et samspil med leveren.

Ved personer med type 1 diabetes anbefales, at HbA1c er < 58 mmol/mol (< 7,5%) og gerne < 53 mmol/mol (< 7.0%), sidstnævnte kan dog være svært at opnå på grund af tiltagende antal hypoglykæmier ved lav HbA1c.