Spot type 2-diabetes

Ligesom med type 1-diabetes, er type 2-diabetes en kronisk sygdom.

Ved type 2-diabetes er kroppens evne til at omsætte sukker (glukose) forringet. Tilstanden kaldes insulinresistens og betyder at cellernes følsomhed for insulin er nedsat. For at kompensere for cellernes nedsatte evne til at optage sukker (glukose) fra blodet producerer bugspytkirtlen mere insulin. Efterhånden udtrættes bugspytkirtlen og insulinproduktionen kan falde markant. Mange får derfor med tiden brug for tillæg af insulin.

Type 2-diabetes behandles indledningsvist med tabletter, altid suppleret med livsstilsændringer. Omkring 5 procent af den danske befolkning har type 2-diabetes.

Følgende faktorer øger risikoen for at udvikle type 2 diabetes:

• Overvægt, ca. 80 % af dem der får type 2 diabetes har et BMI på over 25 kg/m2.
• Inaktivitet.
• Stigende alder.
• Arvelig disposition. Personer, der har enten én forælder eller en søskende med type 2-diabetes, har mellem 30 og 40 procent risiko for selv at udvikle type 2-diabetes, inden de fylder 80 år.
• Personer, hvis begge forældre har type 2-diabetes, har en risiko på mellem 60 og 80 procent for selv at udvikle type 2-diabetes, inden de fylder 80 år. Risikoen for at få type 2-diabetes i den generelle befolkning er på omkring 10 procent.
• Etnicitet. Hos nogle etniske grupper ses en højere forekomst af type 2 diabetes end hos fx etniske danskere.
• Metabolisk syndrom, dvs. flere af følgende faktorer på samme tid:
  • insulinresistens
  • for højt blodtryk
  • overvægt centreret om maven
  • dyslipidæmi
  • forhøjet fastende plasma blodsukker > 5,6 mmol/l
• Graviditetsdiabetes, ca. halvdelen af de kvinder, som har haft graviditetsdiabetes, udvikler type 2 diabetes inden for en 10-årig periode.
• Prædiabetes.

Diagnosen type 2-diabetes stilles ved påvisning af hæmoglobin A1c ≥ 48 mmol/mol (tidligere 6,5 %). Er HbA1c (langtidsblod­sukkeret) 48 mmol/mol eller højere, skal der oftest foretages en ny måling på en anden dag, for at sikre at prøven er korrekt. Er den anden prøve tilsvarende høj, vil man blive diagnosticeret med type 2-diabetes.

HbA1c – langtidsblodsukker 
HbA1c kaldes også glykeret hæmoglobin, gennemsnitsblodsukker eller langtidsprøve. Denne værdi afspejler glukosekoncentrationen i blodet, over de sidste to til tre måneder, men giver ikke et billede af hvordan blodsukkeren varierer i det daglige.

HbA1c angives internationalt i mmol/mol. Den gamle værdi i % angives stadig nogle steder sammen med den nye værdi. Nogle laboratorier oplyser desuden middelblodsukker (eAG [mmol/l]). Denne værdi kan sammenholdes direkte med målinger på blodsukkerapparat.

HbA1c kan ikke anvendes til sikker diabetesdiagnostik hos patienter med kronisk nyreinsufficiens, hæmoglobinopatier, nylig transfusion eller hæmatologiske sygdomme, der påvirker erythrocytlevetiden. I disse tilfælde screenes med:

• Påvisning af (fastende eller ikke fastende) venøs plasmaglukose ≥11,1 mmol/l og klassiske symptomer (polyuri, polydipsi, uforklaret vægttab eller gentagne infektioner).
• Påvisning af faste venøs plasmaglukose ≥ 7,0 mmol/l eller 2-timers venøs plasmaglukose ≥ 11,1 mmol/l efter peroral glukosebelastning (OGTT).

Tilfældigt fund af forhøjet HbA1c eller forhøjede blodsukkerværdier uden symptomer på diabetes, bør resultere i gentagen måling af henholdsvis HbA1c og blodsukre for at bekræfte diagnosen.

Måling af HbA1c kan ikke anvendes ved tilstande som:

• alkoholisme
• jern- og B12-mangel
• sygdomme, hvor erytrocytternes levetid er påvirket
• graviditet
• gestationel diabetes, hvor diagnosen stilles på baggrund af en to-timers oral glukosetolerancetest. Hvis blodsukkeret efter 2 timer viser sig > eller = 9,0 mmol/l har den gravide gestationel diabetes (GDM).

Diabetesklassifikation
Ved tvivl om diabetesklassifikation kan der måles P-C-peptid og auto-antistoffer (GAD-65).

For såvel type 1 som type 2 diabetes gælder, at mål for behandlingen bør være individuelle og afhængige af den enkeltes ressourcer og samlede situation. Derfor bør målene opstilles i samarbejde mellem behandler og personen med diabetes, således at livskvaliteten opretholdes uden at gå på kompromis med forebyggelse og evt. behandling af følgesygdomme.

Behandlingen af personer med type 2 diabetes er rettet mod at sænke blodsukker, kolesterol og blodtryk – og både medicinsk behandling og livsstilændringer er mulige.
Oftest vil en behandler sammensætte den bedst mulige behandling ved at tage udgangspunkt i mål for personens:

• vægt og fysiske aktivitet
• blodsukkerniveau herunder langtidsblodsukker
• blodtryk
• kolesteroltal

Sideløbende med medicinsk behandling, anbefales det at:

• følge kostprincipperne
• motionere regelmæssigt
• reducere vægt ved overvægt

Behandlingsalgoritme
Medicinsk behandling af type 2 diabetes indledes altid med tablet Metformin (dog ej ved eGR<30 mL/min/1,73 m2).

Undtagelse herfra er personer med etableret kardiovaskulær sygdom, hjertesvigt, albuminuri eller eGFR<60, hvor opstart af metformin ikke må forsinke organbeskyttende behandling, jævnfør nedenstående algoritme.

Hos disse personer kan Metformin startes lige efter den organbeskyttende behandling uanset HbA1c. Denne behandling fortsætter uændret, uanset hvilken anden medicinsk antidiabetisk behandling der måtte blive suppleret med. Metforminbehandling seponeres kun ved intolerance eller eGFR<30 .

Behandlingsmål HbA1c:

• HbA1c < 48 mmol/mol (6,5%):
  Tilstræbes de første år efter diagnosen, hvor det er gennemførligt uden større risiko for hypoglykæmi. Vigtigt for forebyggelse af komplikationer på lang sigt.
• HbA1c < 53 mmol/mol (7,0%):
  Senere i forløbet kan stram kontrol blive tiltagende vanskelig, og der må sættes individuelle mål for behandlingen, hvor risikoen for hypoglykæmi og det realistisk opnåelige opvejes over for risikoen for mikrovaskulære komplikationer.
• HbA1c < 58 mmol/mol (7,5%):
  Tilstræbes ved patienter med svingende blodsukker, tendens til hypoglykæmi, lang varighed af diabetes og makrovaskulære komplikationer, herunder iskæmisk hjertesygdom. I disse tilfælde frarådes aggressiv medikamentel behandling af hyperglykæmien med flere lægemidler.
• HbA1c 58-75 mmol/mol (7,5-9,0%):
  Hos patienter, hvor det primære behandlingsmål er symptomfrihed, kan dette niveau være acceptabelt.
  Generelt anbefales det ved type 2 diabetes, at HbA1c er < 53 mmol/mol (< 7,0%) medmindre særlige forhold som komorbiditet, herunder hjertesygdom, høj risiko for hypoglykæmi eller forventet kort restlevetid, gør sig gældende. Ved diabetisk hjertesygdom skal HbA1c være under 58 mmol/mol (7,5%)

Ved nyopdaget type 2 diabetes ses ofte lavere HbA1c end 53 mmol/mol (<7,0%), hvilket ikke bør afholde fra ordination af metforminbehandling.

Insulinbehandling hos personer med type 2 diabetes kan i følgende tilfælde blive aktuel – enten permanent eller midlertidigt:

• hos normal­ og undervægtige personer med høj blodsukker, ketonuri og vægttab
• hvis de opstillede mål ikke opnås med kost­ og tabletbehandling
• hvis der er generende hyperglykæmiske symptomer
• hvis personen er dysreguleret, og der samtidig er dyslipidæmi
• ved behandling med binyrebarkhormon
• ved midlertidige, interkurrente sygdomme, f.eks. AMI, apopleksi, febersygdom.