Guide
Hvem kan få sensor?
Formål med guiden:
- Du lærer, hvilke borgere der typisk kan få tildelt en blodsukkersensor.
- Du lærer, hvordan du kan bidrage med observationer, der kan være nyttige for ansøgningsprocessen.
- Du lærer, hvordan du som SOSU-medarbejder støtter borgeren, der spørger til sensor.
Observation
Lær mere
Sensor som hjælpemiddel
Hvad er en sensor?
Kontinuerlig glukosemåling er et hjælpemiddel, der kan forbedre blodsukkerreguleringen og reducere risikoen for både hypoglykæmiog hyperglykæmi. Sensoren måler glukosekoncentrationen i interstitialvæsken(vævsvæsken)og giver løbende information om glukoseniveau, glukosekurver og udviklingstendenser.
Hvem kan få sensor
Sensorbehandling er ikke et standardtilbud til alle borgere med diabetes. Bevillingen beror på en individuel, sundhedsfaglig vurdering, hvor der blandt andet tages højde for diabetesform, behandlingsbehov, risiko for hypoglykæmi og forventet behandlingsgevinst.
Sensorer bevilges som behandlingsredskaber og ikke som hjælpemidler efter serviceloven. Bevillingen sker gennem den behandlingsansvarlige læge eller diabetesambulatoriet efter gældende nationale og regionale kriterier. Ved fortsat behandling vurderes det løbende, om sensoren giver den forventede behandlingsmæssige effekt.
Borgere med type 1-diabetes vil ofte være kandidater til sensorbehandling, da kontinuerlig glukosemåling er en vigtig del af moderne insulinbehandling.
Ved type 2-diabetes er sensorbehandling typisk forbeholdt borgere med særlige behandlingsmæssige behov, fx ved intensiv insulinbehandling, betydelige udsving i blodglukose eller gentagne hypoglykæmier.
Formål med sensorbehandling
Formålet med sensorbehandling er blandt andet at:
- forbedre den glykæmiske kontrol
- reducere antallet af hypoglykæmier
- øge tiden i Time in Range (målområdet).
- understøtte justering af insulinbehandlingen
- styrke borgerens egenomsorg og behandlingsforståelse
Optimal udnyttelse
For at få det optimale ud af sensorbehandling, kræver det at borgeren eller sundhedsfagligt personale, der støtter op eller hjælper med diabetesbehandlingen, kan anvende oplysningerne på sensoren aktivt. Det kræver derfor oplæring i brug af udstyret, forståelse af trendpile og glukosekurver samt viden om, hvordan målingerne omsættes til handling i hverdagen.
Sygeplejefaglige opmærksomhedspunkter
Sygeplejersker bør være særligt opmærksomme på:
- Om borgeren opfylder kriterierne for sensorbehandling.
- Om borgeren kan anvende sensorens data i den daglige diabetesbehandling.
- Hyppige hypoglykæmier eller nedsat hypoglykæmiføling.
- Store glukoseudsving trods optimeret behandling.
- Hudreaktioner ved sensorens placering.
- Manglende forståelse af alarmer, trendpile eller glukosekurver.
- Behov for undervisning eller opfølgning på brugen af sensoren.
- Behov for dialog med diabetesambulatoriet ved ændret behandlingsbehov.
Sygeplejersken har en vigtig rolle i at identificere borgere, der kan have gavn af sensorbehandling, understøtte korrekt anvendelse af teknologien og være opmærksom på, om sensoren bidrager til bedre sygdomsmestring og øget behandlingssikkerhed.
Kilder til videre læsning:
Sensor som hjælpemiddel
Hvad er en sensor?
Kontinuerlig glukosemåling er et hjælpemiddel, der kan forbedre blodsukkerreguleringen og reducere risikoen for både hypoglykæmiog hyperglykæmi. Sensoren måler glukosekoncentrationen i interstitialvæsken(vævsvæsken)og giver løbende information om glukoseniveau, glukosekurver og udviklingstendenser.
Hvem kan få sensor
Sensorbehandling er ikke et standardtilbud til alle borgere med diabetes. Bevillingen beror på en individuel, sundhedsfaglig vurdering, hvor der blandt andet tages højde for diabetesform, behandlingsbehov, risiko for hypoglykæmi og forventet behandlingsgevinst.
Sensorer bevilges som behandlingsredskaber og ikke som hjælpemidler efter serviceloven. Bevillingen sker gennem den behandlingsansvarlige læge eller diabetesambulatoriet efter gældende nationale og regionale kriterier. Ved fortsat behandling vurderes det løbende, om sensoren giver den forventede behandlingsmæssige effekt.
Borgere med type 1-diabetes vil ofte være kandidater til sensorbehandling, da kontinuerlig glukosemåling er en vigtig del af moderne insulinbehandling.
Ved type 2-diabetes er sensorbehandling typisk forbeholdt borgere med særlige behandlingsmæssige behov, fx ved intensiv insulinbehandling, betydelige udsving i blodglukose eller gentagne hypoglykæmier.
Formål med sensorbehandling
Formålet med sensorbehandling er blandt andet at:
- forbedre den glykæmiske kontrol
- reducere antallet af hypoglykæmier
- øge tiden i Time in Range (målområdet).
- understøtte justering af insulinbehandlingen
- styrke borgerens egenomsorg og behandlingsforståelse
Optimal udnyttelse
For at få det optimale ud af sensorbehandling, kræver det at borgeren eller sundhedsfagligt personale, der støtter op eller hjælper med diabetesbehandlingen, kan anvende oplysningerne på sensoren aktivt. Det kræver derfor oplæring i brug af udstyret, forståelse af trendpile og glukosekurver samt viden om, hvordan målingerne omsættes til handling i hverdagen.
Sygeplejefaglige opmærksomhedspunkter
Sygeplejersker bør være særligt opmærksomme på:
- Om borgeren opfylder kriterierne for sensorbehandling.
- Om borgeren kan anvende sensorens data i den daglige diabetesbehandling.
- Hyppige hypoglykæmier eller nedsat hypoglykæmiføling.
- Store glukoseudsving trods optimeret behandling.
- Hudreaktioner ved sensorens placering.
- Manglende forståelse af alarmer, trendpile eller glukosekurver.
- Behov for undervisning eller opfølgning på brugen af sensoren.
- Behov for dialog med diabetesambulatoriet ved ændret behandlingsbehov.
Sygeplejersken har en vigtig rolle i at identificere borgere, der kan have gavn af sensorbehandling, understøtte korrekt anvendelse af teknologien og være opmærksom på, om sensoren bidrager til bedre sygdomsmestring og øget behandlingssikkerhed.
Kilder til videre læsning: