Guide
Den sidste tid
Formål med guiden:
- Du lærer, hvordan du bedst støtter en døende borger med diabetes med fokus på lindring.
- Du lærer, hvilke observationer der er vigtige i den sidste tid, når borgeren har diabetes, og hvordan du skal handle på dem.
- Du lærer, hvordan du kan samarbejde med borger, pårørende og behandlere om at tilpasse diabetesbehandlingen.
Observation
Lær mere
Blodsukkeregulering i den sidste tid
Når borgere med diabetes nærmer sig livets afslutning, ændres målene for behandlingen. Fokus flyttes fra langsigtet forebyggelse af senkomplikationer til lindring, komfort og livskvalitet. I denne fase er det vigtigt at tilpasse diabetesbehandlingen til borgerens aktuelle behov, funktionsniveau og forventede levetid.
Behandling i den palliative fase bør primært have til formål at forebygge generende symptomer fra både hypo- og hyperglykæmi. Stram blodsukkerregulering er som regel ikke længere relevant, da gevinsten ved intensiv behandling ofte først ses efter mange år.
For sygeplejersker er det vigtigt at være opmærksom på, at sygdomsudvikling, nedsat appetit, vægttab og reduceret væskeindtag kan ændre insulin- og medicinbehovet betydeligt. Risikoen for hypoglykæmi øges ofte i takt med, at borgeren spiser mindre eller bliver mere svækket.
Typiske symptomer, der kan være relateret til uhensigtsmæssig blodsukkerregulering i den sidste tid, omfatter:
- Træthed og svækkelse.
- Konfusion eller ændret bevidsthedsniveau.
- Tørst og mundtørhed.
- Kvalme.
- Uro.
- Svedtendens.
- Svimmelhed.
Behandlingen bør derfor løbende vurderes og tilpasses i samarbejde med den behandlingsansvarlige læge. For nogle borgere kan det være relevant at reducere eller seponere visse diabeteslægemidler.
Insulinbehandling i den sidste tid
Ved type 1-diabetes må insulin som udgangspunkt ikke seponeres, selv i den terminale fase, da insulinmangel kan føre til diabetisk ketoacidose (DKA). DKA kan give betydeligt ubehag fx i form af mavesmerter, kvalme og opkast, samt fremskynde sygdomsforværring. Som regel vil man derfor altid fortsætte med langtidsvirkende insulin, evt. med reducering. Afhængig af borgerens tilstand kan hurtigtvirkende insulin seponeres.
Ved type 2-diabetes kan behandlingen ofte forenkles betydeligt afhængigt af borgerens kliniske situation, og seponering af insulin vil derfor også afhænge af dette.
Sygeplejerskens rolle
Sygeplejerskens rolle er central i forhold til observation af symptomer, vurdering af ændringer i spise- og drikkevaner, understøttelse af symptomlindring samt dialog med pårørende og det tværfaglige team. Det er vigtigt at sikre, at diabetesbehandlingen understøtter den overordnede palliative indsats og ikke bliver en unødig belastning for borgeren.
Det er desuden sygeplejerskens rolle at vejlede kollegaer i, hvad de skal være opmærksomme og reagere på hos borgeren ift. symptomer på bl.a. hypo- og hyperglykæmi og symptomer på begyndende DKA.
Kilder til videre læsning:
- Videncenter for Diabetes: Palliation og diabetes.
- Videncenter for Diabetes: Diabetes hos ældre og sårbare borgere.
- Dansk Endokrinologisk Selskab (NBV): Type 1-diabetes.
- Dansk Endokrinologisk Selskab (NBV): Type 2-diabetes.
- DSAM: Type 2-diabetes i almen praksis.
Blodsukkeregulering i den sidste tid
Når borgere med diabetes nærmer sig livets afslutning, ændres målene for behandlingen. Fokus flyttes fra langsigtet forebyggelse af senkomplikationer til lindring, komfort og livskvalitet. I denne fase er det vigtigt at tilpasse diabetesbehandlingen til borgerens aktuelle behov, funktionsniveau og forventede levetid.
Behandling i den palliative fase bør primært have til formål at forebygge generende symptomer fra både hypo- og hyperglykæmi. Stram blodsukkerregulering er som regel ikke længere relevant, da gevinsten ved intensiv behandling ofte først ses efter mange år.
For sygeplejersker er det vigtigt at være opmærksom på, at sygdomsudvikling, nedsat appetit, vægttab og reduceret væskeindtag kan ændre insulin- og medicinbehovet betydeligt. Risikoen for hypoglykæmi øges ofte i takt med, at borgeren spiser mindre eller bliver mere svækket.
Typiske symptomer, der kan være relateret til uhensigtsmæssig blodsukkerregulering i den sidste tid, omfatter:
- Træthed og svækkelse.
- Konfusion eller ændret bevidsthedsniveau.
- Tørst og mundtørhed.
- Kvalme.
- Uro.
- Svedtendens.
- Svimmelhed.
Behandlingen bør derfor løbende vurderes og tilpasses i samarbejde med den behandlingsansvarlige læge. For nogle borgere kan det være relevant at reducere eller seponere visse diabeteslægemidler.
Insulinbehandling i den sidste tid
Ved type 1-diabetes må insulin som udgangspunkt ikke seponeres, selv i den terminale fase, da insulinmangel kan føre til diabetisk ketoacidose (DKA). DKA kan give betydeligt ubehag fx i form af mavesmerter, kvalme og opkast, samt fremskynde sygdomsforværring. Som regel vil man derfor altid fortsætte med langtidsvirkende insulin, evt. med reducering. Afhængig af borgerens tilstand kan hurtigtvirkende insulin seponeres.
Ved type 2-diabetes kan behandlingen ofte forenkles betydeligt afhængigt af borgerens kliniske situation, og seponering af insulin vil derfor også afhænge af dette.
Sygeplejerskens rolle
Sygeplejerskens rolle er central i forhold til observation af symptomer, vurdering af ændringer i spise- og drikkevaner, understøttelse af symptomlindring samt dialog med pårørende og det tværfaglige team. Det er vigtigt at sikre, at diabetesbehandlingen understøtter den overordnede palliative indsats og ikke bliver en unødig belastning for borgeren.
Det er desuden sygeplejerskens rolle at vejlede kollegaer i, hvad de skal være opmærksomme og reagere på hos borgeren ift. symptomer på bl.a. hypo- og hyperglykæmi og symptomer på begyndende DKA.
Kilder til videre læsning:
- Videncenter for Diabetes: Palliation og diabetes.
- Videncenter for Diabetes: Diabetes hos ældre og sårbare borgere.
- Dansk Endokrinologisk Selskab (NBV): Type 1-diabetes.
- Dansk Endokrinologisk Selskab (NBV): Type 2-diabetes.
- DSAM: Type 2-diabetes i almen praksis.