Guide
Nyrer og diabetes
Formål med guiden:
- Du lærer at genkende tegn på nyrepåvirkning hos borgere med diabetes.
- Du lærer konkrete handlinger, der kan beskytte borgerens nyrer i hverdagen.
- Du lærer, hvornår du skal reagere og kontakte e sygeplejerske.
Observation
Lær mere
Diabetisk nefropati
Diabetisk nefropati (diabetisk nyresygdom) er en af de hyppigste mikrovaskulære senkomplikationer til diabetes og en væsentlig årsag til kronisk nyresygdom. Tilstanden udvikler sig gradvist som følge af langvarig påvirkning af nyrernes glomeruli (nyrernes små blodkar), hvilket kan føre til tab af nyrefunktion og øget risiko for hjerte-kar-sygdom.
Hvad er diabetisk nefropati?
Diabetisk nefropati karakteriseres ved vedvarende albuminuri (udskillelse af albumin i urinen) og/eller nedsat eGFR (estimeret glomerulær filtrationsrate), når andre årsager til nyresygdom er udelukket. Albuminuri og eGFR bør altid vurderes samlet, da nogle personer udvikler nedsat nyrefunktion uden albuminuri, mens andre har albuminuri med bevaret eGFR.
Risikofaktorer
Både personer med type 1-diabetes og type 2-diabetes har øget risiko for diabetisk nefropati. Risikoen øges blandt andet ved:
- lang diabetesvarighed
- forhøjet HbA1c
- hypertension (forhøjet blodtryk)
- dyslipidæmi (forstyrrelser i fedtstofskiftet)
- rygning
- overvægt
- eksisterende hjerte-kar-sygdom
Borgere med diabetisk nefropati har samtidig en betydelig øget risiko for hjerte-kar-sygdom. Derfor omfatter behandlingen ikke kun regulering af blodsukker, men også systematisk behandling af blodtryk, LDL-kolesterol og øvrige kardiovaskulære risikofaktorer.
Screening og behandling
Der anbefalers regelmæssig screening med urin-albumin/kreatinin-ratio (UACR) og eGFR, da tidlig identifikation giver mulighed for at iværksætte behandling, som kan bremse sygdomsudviklingen. Ved albuminuri anbefales behandling med ACE-hæmmer eller angiotensin II-receptorblokker (RAAS-blokade). Dette anbefales også hos borgere uden udtalt hypertension, da behandlingen kan reducere progressionen af nyresygdom.
Hos relevante borgere med type 2-diabetes anbefales desuden behandling med SGLT2-hæmmere, da disse lægemidler har dokumenteret nyrebeskyttende effekt og samtidig reducerer risikoen for hjerte-kar-komplikationer. Ved fremskreden nyresygdom kan der være behov for dosisjustering af flere diabeteslægemidler, da nedsat nyrefunktion påvirker både lægemidlers omsætning og risikoen for bivirkninger.
Sygeplejefaglige opmærksomhedspunkter
Sygeplejersker bør være særligt opmærksomme på og vejlede kollegaer i:
- Vedvarende forhøjet blodtryk.
- Ødemer, vægtstigning eller ændringer i væskebalancen.
- Træthed, kvalme eller nedsat appetit ved fremskreden nyresygdom.
- Medicin, der kræver dosisjustering ved nedsat nyrefunktion.
- Betydningen af god regulering af HbA1c, blodtryk og LDL-kolesterol.
- Behov for rygestop og støtte til sunde livsstilsvaner.
- Tidlig kontakt til egen læge eller diabetesambulatorium ved tegn på forværring af nyrefunktionen.
Sundhedsfagligt personale har en central rolle i den tidlige opsporing af diabetisk nyresygdom gennem observation og støtte til egenomsorg. Tidlig indsats kan forsinke sygdomsprogressionen, reducere risikoen for dialyse og mindske forekomsten af hjerte-kar-komplikationer.
Kilder til videre læsning:
Diabetisk nefropati
Diabetisk nefropati (diabetisk nyresygdom) er en af de hyppigste mikrovaskulære senkomplikationer til diabetes og en væsentlig årsag til kronisk nyresygdom. Tilstanden udvikler sig gradvist som følge af langvarig påvirkning af nyrernes glomeruli (nyrernes små blodkar), hvilket kan føre til tab af nyrefunktion og øget risiko for hjerte-kar-sygdom.
Hvad er diabetisk nefropati?
Diabetisk nefropati karakteriseres ved vedvarende albuminuri (udskillelse af albumin i urinen) og/eller nedsat eGFR (estimeret glomerulær filtrationsrate), når andre årsager til nyresygdom er udelukket. Albuminuri og eGFR bør altid vurderes samlet, da nogle personer udvikler nedsat nyrefunktion uden albuminuri, mens andre har albuminuri med bevaret eGFR.
Risikofaktorer
Både personer med type 1-diabetes og type 2-diabetes har øget risiko for diabetisk nefropati. Risikoen øges blandt andet ved:
- lang diabetesvarighed
- forhøjet HbA1c
- hypertension (forhøjet blodtryk)
- dyslipidæmi (forstyrrelser i fedtstofskiftet)
- rygning
- overvægt
- eksisterende hjerte-kar-sygdom
Borgere med diabetisk nefropati har samtidig en betydelig øget risiko for hjerte-kar-sygdom. Derfor omfatter behandlingen ikke kun regulering af blodsukker, men også systematisk behandling af blodtryk, LDL-kolesterol og øvrige kardiovaskulære risikofaktorer.
Screening og behandling
Der anbefalers regelmæssig screening med urin-albumin/kreatinin-ratio (UACR) og eGFR, da tidlig identifikation giver mulighed for at iværksætte behandling, som kan bremse sygdomsudviklingen. Ved albuminuri anbefales behandling med ACE-hæmmer eller angiotensin II-receptorblokker (RAAS-blokade). Dette anbefales også hos borgere uden udtalt hypertension, da behandlingen kan reducere progressionen af nyresygdom.
Hos relevante borgere med type 2-diabetes anbefales desuden behandling med SGLT2-hæmmere, da disse lægemidler har dokumenteret nyrebeskyttende effekt og samtidig reducerer risikoen for hjerte-kar-komplikationer. Ved fremskreden nyresygdom kan der være behov for dosisjustering af flere diabeteslægemidler, da nedsat nyrefunktion påvirker både lægemidlers omsætning og risikoen for bivirkninger.
Sygeplejefaglige opmærksomhedspunkter
Sygeplejersker bør være særligt opmærksomme på og vejlede kollegaer i:
- Vedvarende forhøjet blodtryk.
- Ødemer, vægtstigning eller ændringer i væskebalancen.
- Træthed, kvalme eller nedsat appetit ved fremskreden nyresygdom.
- Medicin, der kræver dosisjustering ved nedsat nyrefunktion.
- Betydningen af god regulering af HbA1c, blodtryk og LDL-kolesterol.
- Behov for rygestop og støtte til sunde livsstilsvaner.
- Tidlig kontakt til egen læge eller diabetesambulatorium ved tegn på forværring af nyrefunktionen.
Sundhedsfagligt personale har en central rolle i den tidlige opsporing af diabetisk nyresygdom gennem observation og støtte til egenomsorg. Tidlig indsats kan forsinke sygdomsprogressionen, reducere risikoen for dialyse og mindske forekomsten af hjerte-kar-komplikationer.
Kilder til videre læsning: