Guide

Opmærksomhed ved udskrivelse

Formål med guiden:

  • Du lærer, hvordan du sikrer en tryg overgang fra hospital til hjem for borgere med diabetes.
  • Du lærer, hvad du skal observere og handle på i forhold til medicin, blodsukker og daglige rutiner.
  • Du lærer, hvordan du opdager tegn på komplikationer og misforståelser, så genindlæggelser kan forebygges.

Observation

Lær mere

Opmærksomhed ved udskrivelse

Overgangen fra hospital til eget hjem er en sårbar periode for borgere med diabetes. Ændringer i behandling, medicin, kost, funktionsniveau eller behov for hjælp kan øge risikoen for fejl i behandlingen og akutte komplikationer. En grundig planlægning og tværsektoriel kommunikation er derfor afgørende for et sikkert udskrivelsesforløb. 

Ændring i behandling under indlæggelse
Under en indlæggelse kan diabetesbehandlingen være blevet ændret som følge af akut sygdom, operation, infektion eller ændret nyrefunktion. Det kan betyde, at borgeren udskrives med en anden insulinbehandling, ny diabetesmedicin eller ændrede behandlingsmål. Sygeplejersken bør derfor sikre, at den aktuelle medicinliste stemmer overens med udskrivelsesbrevet, og at tidligere ordinationer, som er seponeret, ikke genoptages ved en fejl. 

Det vigtigt at vurdere, om borgeren har de nødvendige forudsætninger for at fortsætte behandlingen i hjemmet. Dette omfatter blandt andet evnen til at administrere insulin eller anden diabetesmedicin, anvende blodglukosemåler eller glukosesensor, genkende symptomer på hypo- og hyperglykæmi samt følge kost- og behandlingsanbefalinger. 

Ændringer i appetit, væskeindtag, fysisk aktivitet eller nyrefunktion kan efter en indlæggelse påvirke insulin- og medicinbehovet. Derfor kan der være behov for tæt observation og hyppigere blodglukosemålinger i dagene efter udskrivelsen. 

Tværsektorielt samarbejde
Særligt ældre borgere og borgere med kognitiv svækkelse, synsnedsættelse eller komplekse sygdomsforløb kan have behov for ekstra støtte og opfølgning. Et tæt samarbejde mellem hospital, almen praksis og den kommunale hjemmesygepleje er vigtigt for at sikre kontinuitet i behandlingen og forebygge genindlæggelser. 

Sygeplejefaglige opmærksomhedspunkter
Sygeplejersker bør være særligt opmærksomme på: 

  • Om udskrivelsesbrev, medicinliste og FMK stemmer overens. 
  • Ændringer i insulin, anden diabetesmedicin eller behandlingsmål. 
  • Om borgeren har adgang til insulin, blodglukosemåler, sensor og øvrige hjælpemidler. 
  • Om borgeren eller pårørende har forstået ændringer i behandlingen. 
  • Om der er behov for hyppigere blodsukkermålinger de første dage efter udskrivelsen. 
  • Tegn på hypo- eller hyperglykæmi. 
  • Ændringer i appetit, væskeindtag, mobilitet eller nyrefunktion, som kan påvirke behandlingsbehovet. 
  • Behov for opfølgning hos egen læge, diabetesambulatorium eller kommunale tilbud. 

Sygeplejersken har en central rolle i at sikre en sammenhængende overgang mellem sektorerne. Tidlig opfølgning, systematisk observation og dialog med borger, pårørende og samarbejdspartnere kan reducere risikoen for medicineringsfejl, akutte komplikationer og genindlæggelser. 

Kilder til videre læsning: 

Var denne guide hjælpsom?