Guide
Faste og Ramadan
Formål med guiden:
- Du lærer, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med diabetes og ramadan/faste.
- Du lærer, hvordan du bedst støtter borgeren praktisk og trygt under fasteperioden/ramadanen.
- Du lærer, hvornår du skal kontakte sygeplejerske eller læge ved bekymrende symptomer.
Observation
Lær mere
Faste og diabetes
Ramadan og anden religiøs faste kan medføre betydelige ændringer i måltidsmønster, fysisk aktivitet, søvn og medicinindtag. For borgere med diabetes kan dette påvirke blodsukkerreguleringen og øge risikoen for både hypoglykæmi (lavt blodsukker), hyperglykæmi (højt blodsukker), dehydrering og i sjældne tilfælde diabetisk ketoacidose (DKA).
Borgere med diabetes bør vurderes individuelt før en fasteperiode og vejledes til at tale med behandlingsansvarlige læge. Risikoen afhænger blandt andet af diabetestype, behandlingsform, tidligere hypoglykæmier, blodsukkerkontrol, komplikationer og øvrige sygdomme.
Hvem frarådes faste?
Borgere med type 1-diabetes, personer med hyppige hypoglykæmier, nedsat hypoglykæmiføling, svær nyresygdom, alvorlig hjerte-kar-sygdom vurderes ofte som højrisikogrupper, hvor faste som udgangspunkt ikke anbefales.
For sygeplejersker er det vigtigt at være opmærksom på, at borgeren kan vælge at faste, selvom sundhedsfaglige anbefalinger fraråder det. En respektfuld og åben dialog er derfor afgørende for at kunne støtte borgeren bedst muligt og forebygge komplikationer.
Særlige opmærksomhedspunkter
Under faste bør der være særlig opmærksomhed på:
- Tegn på hypoglykæmi (svedtendens, rysten, sult, uro, koncentrationsbesvær).
- Tegn på hyperglykæmi (fx tørst, hyppig vandladning, træthed).
- Tegn på dehydrering (fx svimmelhed, hovedpine, tørre slimhinder).
- Ændringer i kost- og væskeindtag.
- Ændringer i fysisk aktivitetsniveau.
- Korrekt medicinindtag i forhold til måltider.
Afbrydelse af faste
Borgere med diabetes bør informeres om, at fasten skal afbrydes ved hypoglykæmi, betydelig hyperglykæmi, sygdom eller tegn på dehydrering. Forebyggelse af akutte komplikationer har altid højere prioritet end gennemførelse af fasten.
Ændringer i medicin under faste
Ved insulinbehandling eller behandling med sulfonylurinstoffer kan der være behov for justering af dosering og tidspunkt for medicinindtag. Disse ændringer skal altid ske efter individuel vurdering af den behandlingsansvarlige læge eller diabetesteam.
Sygeplejerskens rolle
Sygeplejersken har en vigtig rolle i at understøtte egenomsorg, observere for risikosituationer og sikre, at borgeren ved, hvornår der skal søges hjælp. Samtidig kan sygeplejersken bidrage til, at kulturelle og religiøse ønsker respekteres inden for rammerne af en fagligt forsvarlig diabetesbehandling.
Kilder til videre læsning:
- Videncenter for Diabetes: Ramadan og diabetes.
- Videncenter for Diabetes: Kulturelle forhold og diabetes.
- Dansk Endokrinologisk Selskab (NBV): Type 1-diabetes.
- Dansk Endokrinologisk Selskab (NBV): Type 2-diabetes.
- DSAM: Type 2-diabetes i almen praksis.
Faste og diabetes
Ramadan og anden religiøs faste kan medføre betydelige ændringer i måltidsmønster, fysisk aktivitet, søvn og medicinindtag. For borgere med diabetes kan dette påvirke blodsukkerreguleringen og øge risikoen for både hypoglykæmi (lavt blodsukker), hyperglykæmi (højt blodsukker), dehydrering og i sjældne tilfælde diabetisk ketoacidose (DKA).
Borgere med diabetes bør vurderes individuelt før en fasteperiode og vejledes til at tale med behandlingsansvarlige læge. Risikoen afhænger blandt andet af diabetestype, behandlingsform, tidligere hypoglykæmier, blodsukkerkontrol, komplikationer og øvrige sygdomme.
Hvem frarådes faste?
Borgere med type 1-diabetes, personer med hyppige hypoglykæmier, nedsat hypoglykæmiføling, svær nyresygdom, alvorlig hjerte-kar-sygdom vurderes ofte som højrisikogrupper, hvor faste som udgangspunkt ikke anbefales.
For sygeplejersker er det vigtigt at være opmærksom på, at borgeren kan vælge at faste, selvom sundhedsfaglige anbefalinger fraråder det. En respektfuld og åben dialog er derfor afgørende for at kunne støtte borgeren bedst muligt og forebygge komplikationer.
Særlige opmærksomhedspunkter
Under faste bør der være særlig opmærksomhed på:
- Tegn på hypoglykæmi (svedtendens, rysten, sult, uro, koncentrationsbesvær).
- Tegn på hyperglykæmi (fx tørst, hyppig vandladning, træthed).
- Tegn på dehydrering (fx svimmelhed, hovedpine, tørre slimhinder).
- Ændringer i kost- og væskeindtag.
- Ændringer i fysisk aktivitetsniveau.
- Korrekt medicinindtag i forhold til måltider.
Afbrydelse af faste
Borgere med diabetes bør informeres om, at fasten skal afbrydes ved hypoglykæmi, betydelig hyperglykæmi, sygdom eller tegn på dehydrering. Forebyggelse af akutte komplikationer har altid højere prioritet end gennemførelse af fasten.
Ændringer i medicin under faste
Ved insulinbehandling eller behandling med sulfonylurinstoffer kan der være behov for justering af dosering og tidspunkt for medicinindtag. Disse ændringer skal altid ske efter individuel vurdering af den behandlingsansvarlige læge eller diabetesteam.
Sygeplejerskens rolle
Sygeplejersken har en vigtig rolle i at understøtte egenomsorg, observere for risikosituationer og sikre, at borgeren ved, hvornår der skal søges hjælp. Samtidig kan sygeplejersken bidrage til, at kulturelle og religiøse ønsker respekteres inden for rammerne af en fagligt forsvarlig diabetesbehandling.
Kilder til videre læsning:
- Videncenter for Diabetes: Ramadan og diabetes.
- Videncenter for Diabetes: Kulturelle forhold og diabetes.
- Dansk Endokrinologisk Selskab (NBV): Type 1-diabetes.
- Dansk Endokrinologisk Selskab (NBV): Type 2-diabetes.
- DSAM: Type 2-diabetes i almen praksis.