Guide

Sådan måler du blodsukker

Formål med guiden:

  • Du lærer at udføre en korrekt blodsukkermåling trin for trin.
  • Du lærer at reagere hensigtsmæssigt på måleresultatet.
  • Du lærer at sikre hygiejne og kvalitet i målingen.

 

Observation

Lær mere

Hvorfor og hvornår måle blodsukker - generelt

En præcis blodsukkermåling er afgørende for at kunne vurdere den glykemiske kontrol hos personer med diabetes. Fejlmålinger kan føre til uhensigtsmæssige behandlingsændringer og dermed unødige risikoer for både hypo- og hyperglykæmi. Derfor er blodsukkermåling en central del af selvmonitorering ved type 1-diabetes og hos udvalgte patienter med type 2-diabetes.

Blodsukker måles typisk i kapillærblod fra en fingerprik. Hvor HbA1c anvendes til vurdering af langtidskontrol, giver de daglige blodsukkermålinger vigtig viden om de akutte udsving i blodglukoseniveauet. På den måde kan man hurtigt identificere hypoglykæmi (blodsukker < 3,9 mmol/L) og hyperglykæmi (blodsukker > 10–12 mmol/L) og forebygge dem gennem rettidig tilpasning af kost, aktivitet eller medicin.

For både personen med diabetes og behandleren er blodsukkermålinger et vigtigt redskab til at vurdere effekten af den aktuelle behandling. Hensigten er at sikre, at de aftalte behandlingsmål nås, og at personen ikke har symptomer på for højt eller for lavt blodsukker. Det hjælper med at undgå unødig påvirkning af livskvaliteten i hverdagen og reducerer samtidig risikoen for langsigtede senkomplikationer.

Hyppighed og tidspunkt for måling aftales individuelt mellem behandleren og personen med diabetes, så målingerne tilpasses den enkeltes behov og behandlingsform.

Var denne guide hjælpsom?